En dejlig forårs solskinsdag i marts tog vi på vandretur til Knudshoved, hvor vi ville vandre ud til spidsen. Vi blev fanget på den yderste del af tangen af højvandet, men slap dog tørskoet i land takket være en flink mand (måske Godsejeren).
Parkeringsplads og Jættestue
Vi startede vandreturen ved parkeringspladsen ved Knudsskov. Derfra er der ca. 9 km til spidsen. Hvis man ønsker en lidt kortere tur, så kan man køre ud til parkeringspladsen ved Knudsskovgård. Vi startede med at undersøge Jættestuen ved parkeringspladsen og kravlede helt ind i den. Det er en af Danmarks bedst vedligeholdte Jættestuer og bestemt de beskidte knæ værd.
Knudsskov
To kampsten markere indgangen til Knudsskov. Vi fulgte Sydvej gennemskoven og så en del træer, der er formet efter vind og vejr.
På vej ud mod spidsen gik vi flere gange gennem indhegninger med kvæg, men de var ikke specielt interesseret i os.
Draget
Efter ca. 5 km passerede vi Draget (se billeder nedenfor). Draget kan særligt i vinterhalvåret være oversvømmet, men det var ikke noget, vi havde i tankerne eller bekymrede os om, men det skulle vi komme til.
Knudshoveds spids
På vej ud mod spidsen gik vi langs klitter med stejle skrænter og gennem indhegningerne med kvæg. Ud på spidsen nød vi den gode udsigt og den friske vind i ansigtet.
Frokost
Vi blev enige om, at det blæste for meget på spidsen til, at vi ville spise vores medbragte mad der, så vi fandt et sted på nordsiden, hvor der var læ. Vi nød at have god tid og brugte en del tid på frokost. Vi nød også udsigten over Avnø fjord og på at kigge på de mange forskellige fugle, der fløj eller flød forbi.
Draget under vand
Efter en god frokostpause begyndte vi på vandreturen tilbage. Vi kom igen forbi en del kvæg og efter kort tid kom der en Land Rover imod os, hvilket vi syntes var lidt mærkeligt, når nu området er fredet (Natura 2000 område) og man ikke må køre på Knudshoved. Land Roveren stoppede os og manden i Land Roveren fortalte os, at det var ved at blive højvandet og Draget allerede var oversvømmet. Han fortalte, at der nok var 10-15 cm vand nu og det ville stige til omkring 50-75 cm i løbet af den næste times tid, men at vi kunne køre med ham over, når han skulle tilbage. Vi skulle bare vente på ham ved Draget.
Han fortalte under turen, at han kom fra Rosenfelt Gods, og at han jævnligt tjekkede op på, at kvæget havde det godt. Vi var glade for at komme tørskoet over Draget og takkede ham mange gange.
Med tørre støvler gik turen tilbage til parkeringspladsen. En tur, hvor vi ikke endte med tørre fødder, var vores vandretur rundt om Raslången: https://www.familienudenfor.dk/vinter-weekendtur-til-raslaangen-del-1/
Det er ikke sidste gang, at vi vandrer på Knudshoved, men næste gang tjekker vi nok lige, hvornår der er ebbe og flod på DMI. Vi snakkede også om, at næste gang skulle det være en solskinsdag i maj eller juni, for så er der chance for at høre klokkefrøens kvækken fra søer og damme.
Turen er en heldagstur på ca. 19 km. Turen er ret bakket og underlaget veksler mellem skovstier, strand, marker, klitter og små rullesten. Smør en stor madpakke og husk at medbringe vand, da der ikke er nogle vandposter på turen.